Udfordrende AI-sager: En ny vinkel på teknologiske konflikter

Midt i stigende retssager om kunstig intelligens (AI) afviser Microsoft aggressivt anklager vedrørende deres egen brug af AI og betegner dem enten som “dommedags hyperbole” eller “dommedags futurologi.” Den teknologigigant står nu over for retlige skridt fra New York Times (NYT), som hævder ulovlig kopiering af deres værdifulde værker af Microsoft og OpenAI, samt fra 13 sagsøgere i en separat gruppesøgsmål, der påstår overtrædelser af privatlivs- og ejendomsrettigheder. Microsofts offentliggjorte anmodning om at afvise disse sager udfordrer dommedagsscenarierne fremsat af sagsøgerne og tilbyder et nyt perspektiv på sagen.

I sagen indbragt af NYT hævder avisen, at de forsøgte at nå til enighed med Microsoft og OpenAI om vilkårene for deres bidrag til træningen af OpenAIs store sprogmodeller. Striden eskalerede dog til en retssag, da NYT søgte kompensation igennem retssystemet. Avisen argumenterer for, at deres indhold spillede en afgørende rolle i træningen af modellerne, herunder OpenAIs GPT-modeller. Microsoft sammenligner dog NYT’s copyright-krav med underholdningsindustriens modstand mod VCR’ens fremkomst og understreger vigtigheden af teknologisk innovation og forbruger-valg.

Microsofts anmodning om at afvise fokuserer primært på at imødegå påstandene fremsat af NYT vedrørende den potentielle skade forårsaget af offentlighedens brug af store sprogmodeller, specifikt GPT-baserede produkter. NYT hævder, at dette udgør en betydelig trussel mod uafhængig journalistik og samfundet som helhed. Microsoft udfordrer disse påstande ved at hævde, at NYT brugte urealistiske prompter til at generere tekst, der matchede deres artikler – en praksis, der ikke afspejler, hvordan teknologien ville blive brugt af almindelige personer. Microsoft argumenterer for, at påstandenes overdrevne natur undergraver NYT’s argumentationens troværdighed.

Concept of the “reasonable person” bliver afgørende inden for dette krav. Microsoft hævder, at skaden forårsaget af store sprogmodeller bør evalueres ud fra, hvad en rimelig person ville gøre med teknologien. Dette rejser vigtige spørgsmål om privatlivsforventninger i en digital, altid-online æra. Som sagen udvikler sig, kan definitionen af en “rimelig person” og grænserne for privatlivet i forbindelse med AI-udvikling etableres ved retlig præcedens.

I gruppesøgsmålet hævder de 13 sagsøgere, at OpenAI og Microsoft begik privatlivsforbrydelser ved at skrabe deres digitale spor, hvilket førte til misbrug af deres personlige oplysninger og potentiel faglig forældelse. Microsoft udfordrer disse påstande ved at fastslå, at sagsøgerne ikke har fremlagt faktisk bevis for at understøtte deres påstande. Microsoft fremhæver fraværet af specifik skade lidt af disse personer som følge af deres handlinger og understreger, at krav ikke kan baseres udelukkende på hypotetiske oplevelser.

OpenAI har sluttet sig til Microsoft i at hævde deres uskyld og har indgivet deres egen anmodning om at afvise. Sagsøgerne i privatlivssagen har gengældt ved at beskylde OpenAI for at hemmeligt høste store mængder personlige data fra internettet uden at informere offentligheden. De hævder, at denne drift har muliggjort koncentrationen af rigdom hos korporative kæmper, skabelse af job og risici for brancher som kunst, musik og journalistik.

Disse AI-relaterede retssager, selvom de omfattende diskuteres i juridisk jargon, vil have vidtrækkende konsekvenser for samfundet. Resultaterne vil etablere afgørende præcedenser, der former udviklingen af AI og internettet. Mens nogle måske betragter disse søgsmål som rutinemæssige kampe mod store teknologier, vil konsekvenserne uundgåeligt ændre AI’s forløb og potentielt påvirke menneskeheden som helhed.